Belgiske myndigheder overvejer retssag mod spilproducent

De såkaldte loot boxes, som er flittigt benyttet i mange populære spil, er blevet et betændt emne i mange lande. Adskillige lande har forbudt spilproducenter at tilbyde disse, men enkelte producenter benytter fortsat praksissen.

Det gælder bl.a. spilproducenten Electronic Arts, som nu møder modstand i Belgien. De belgiske myndigheder overvejer angiveligt, hvorvidt man vil trække spilproducenten i retten for brud på reglerne.

Vi får vist tre gamle papkasser.Omfanget af loot boxes stiger

Begyndelsen på det, som vi i dag kender som loot boxes, har sine rødder i det digitale univers og vandt først indpas i 2010. Siden da er de blevet en lukrativ forretning for spilproducenterne, hvorfor mængden af loot boxes i diverse spil er steget.

Loot boxes består, som navnet antyder, af en virtuel kasse, som kan indeholde forskellige genstande, som man derefter kan gøre brug af i et spil. Det kan fx være et godt våben i et skydespil eller blot en ny udklædning, som man synes om. Under normale omstændigheder ville man ofte spille i mange timer, før man fik mulighed for at erhverve sig disse genstande uden betaling. Typisk vil en spiller, der støder på en loot box, kunne købe denne virtuelle kasse med et kreditkort, hvorefter han får mulighed for at tilegne sig nye genstande. I nogle tilfælde er det endog muligt at ende med en loot box af højere værdi, end man regnede med, hvis man selv indvilliger i usikkerheden.

Forbud mod loot boxes

Som følge af en øget brug af disse virtuelle kasser og omtalen af dem valgte de belgiske myndigheder at se nærmere på loven, som de virtuelle kasser hører ind under. Myndighederne nedsatte en kommission, som kom frem til, at loot boxes udgjorde en form for illegal gambling. Man pointerede bl.a., at spillerne lod sig narre af de virtuelle kasser, mens der på samme tid ingen regler var på området. Fra april måned 2018 har loot boxes således været forbudt i Belgien. I forbindelse med indførelsen af de nye krav udtalte Belgiens justitsminister, Koen Geens, at spilproducenter, som ikke levede op til de nye krav, ville blive retsforfulgt med risiko for store bøder og endda fængselsstraf.

De nye krav indebar eksempelvis, at spilproducenterne skulle spørge om spillernes alder, begrænse antallet af mulige køb og samtidig gøre opmærksom på, hvad den egentlige chance for gevinst er. Det er med baggrund i manglende implementering af disse foranstaltninger fra Electronic Arts’ side af, at man nu overvejer yderligere konsekvenser.

Electronic Arts er uenig

Spilproducenten har dog lige siden indførelsen af de nye krav været uenig med Belgiens myndigheder, og de har derfor ikke gennemført nogen ændringer af systemet. Desuden er der ikke angivet en tidsgrænse for, hvornår spilproducenterne skal have sørget for disse ændringer. Electronic Arts begrunder de manglende ændringer med, at spillerne ikke kan få en økonomisk gevinst ud af de virtuelle kasser. Der er ydermere altid et specificeret antal genstande i hver kasse, lyder det fra producenten.

Forskellige holdninger blandt landenes myndigheder

Belgien er kendt for at være et land med en meget stram lovgivning, når det kommer til gambling. Alligevel har lande som Holland, Kina og Japan også noteret og beskrevet brugen af loot boxes i deres regler på området. Andre lande betragter dog ikke loot boxes som decideret gambling. Det gælder bl.a. Frankrig, Storbritannien og New Zealand. Herhjemme har Spillemyndigheden også vurderet, at loot boxes ikke er gambling i den pureste forstand. Ifølge myndigheden skal alle former for spil sørge for en tilladelse, hvis de opfylder tre krav:

1. Der skal være et indskud 2. Der skal være et element af tilfældighed 3. Der skal være en gevinst (hvis gevinsten er en virtuel genstand, skal denne kunne omsættes til økonomiske midler)

Det er det tredje og sidste krav, som ifølge myndigheden betyder, at loot boxes ikke er gambling. De mener nemlig på lige fod med Electronic Arts, at der ikke kan opnås en økonomisk gevinst, idet man ikke kan sælge kasserne for økonomiske midler. Der er dog andre dele af området, som falder ind under den danske spillelov. Det gælder eksempelvis det såkaldte ’skinbetting’, som er populært i nogle spil. Her er det nemlig muligt at få en økonomisk gevinst ved at sælge genstandene i det virtuelle univers.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder