eSport slår rekorder hos Danske Spil

Den succesfulde stime af imponerende sejre for det danske hold Astralis vil nærmest ingen ende tage.

Det har de danske spillere heller ikke overset, og det kan også ses i omsætningen hos Danske Spil, som bemærker en voldsom vækst inden for sportsgrenen.

Slår klart tidligere rekord

Det danske holds finalesejr over modstanderholdet Team Liquid i turneringen ESL Pro League fik omsætningen på den pågældende dag til at gå i hopla. Blot på den ene kamp lød omsætningen på 700.000 kr., og det markerer endnu en milepæl for Danske Spil. Omsætningen var næsten 20 % højere end den forrige rekord.

Udviklingen er heller ikke til at tage fejl af. Omsætningen inden for eSport forventes at stige med over 300 % i forhold til 2016. I så fald vil man ende med en årlig omsætning på 140 mio. kr. Udviklingen er endnu mere markant, hvis man blot måler på skydespillet Counter Strike. Her er der målt en stigning i omsætningen på over 550 % siden 2016.

Rekorden var også interessant i den forstand, at den slog dagens eneste Premier League-kamp målt på omsætning. Fodbold plejer ellers at være en favorit blandt de danske spillere, når det kommer til sportsbetting.

Regering vil støtte udvikling

De nye tider vækker også opsigt hos de danske politikere, som ønsker at hjælpe den unge sportsgren.

ESL Pro League-turneringen, som Astralis vandt, blev eksempelvis afholdt i Odense, og tidligere har lignende turneringer meldt udsolgt. Det er på baggrund af disse tilskuermagneter, at man vil putte penge i udviklingen af nye talenter. Helt konkret drejer det sig om seks millioner kroner, som regeringen vil fordele over en periode på tre år.

Naser Khader, kulturordfører for Konservative, mener, at Danmark går forrest, når det gælder eSport:

”Det er en ny sport, og der er ikke sponsorer nok i forhold til de mange aktiviteter, der er omkring sporten. Derfor skal pengene bruges på at fastholde Danmarks førerposition. Også for at hjælpe eliten. Vi har jo verdensmestre her i Danmark”, udtalte han i august 2018.

Andre instanser end blot regeringen har også valgt at støtte eSporten. Odense Kommune har eksempelvis brugt adskillige millioner på at være vært for turneringer med afsæt i eSport, og det samme gælder for Københavns Kommune. Tidligere har de danske politikere støttet organisationen Esport Danmark med over en million kroner. Organisationens formand, Thomas Koed, har tidligere efterspurgt en national strategi for eSport. Det ønske blev opfyldt, da regeringen præsenterede en række idrætsinitiativer i november 2018:

”Danmark skal have en national strategi for esport, hvor relevante aktører bliver inddraget i strategiarbejdet, der skal laves i samarbejde mellem Erhvervsministeriet og Kulturministeriet”, lød det i en pressemeddelelse.

To personer sidder foran et tv og spiller med spillekonsoller i hænderne.Ung målgruppe er sårbar

Den hastige udvikling for væddemål med oprindelse i eSport er dog ikke udelukkende positiv. Sådan lyder det fra organisationer som Center for Ludomani og Børnerådet. Næsten halvdelen af de personer, som har spillet om penge på Counter Strike, er mellem 18 og 29 år, hvilket vækker bekymring. Den yngre målgruppe befinder sig nemlig på en glidebane, og problemet er kompliceret. Mange af de spil, som de unge beskæftiger sig med, indeholder nemlig muligheder for væddemål:

”Ludomanerne bliver yngre og yngre. Derfor er der grund til at slå alarm nu, for spilindustrien udvikler spil, der målretter sig mod de unge, og spil kan ødelægge unge mennesker”, lød det bl.a. fra souschef hos Center for Ludomani, Henrik Brandt, tilbage i 2016.

Han henviser specifikt til spil, hvor elementer som skinbetting og loot boxes er introduceret. Det kan være virtuelle genstande, som spillerne kan vædde om, hvilket et spil som Counter Strike også indeholder:

”Det helt store problem er, at de computerspil, som drenge typisk kan bruge rigtig mange timer på, nu også tilbyder forskellige former for gambling. De seneste måneder har vi fået øjnene op for, at der virkelig er et problem her”, advarede Henrik Brandt dengang.

En rapport fra 2017 vidner også om, at computerspil er blevet populært. Således spiller 96 % af danske teenagedrenge computerspil, hvoraf 49 % af dem gør det dagligt. De mest populære spil var skydespil som Counter Strike med en markant margin over sportsspil som fx FIFA.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder