Tidligere TV-vært vil gå endnu længere med managerspil

Selv Hr. og Fru Danmark kender efterhånden til de mange managerspil, som man finder i branchen. De mange spiludbydere giver kunderne utallige muligheder for at sætte deres egne hold inden for en bestemt sportsgren – eksempelvis i fodbold eller cykling.

Managerspil til bestemte begivenheder såsom VM og EM er også blevet populære. Den tidligere Vild med Dans-vært, Claus Elming, har i mange år stået bag et lignende tiltag med sportsgrenen amerikansk fodbold. Men formatet er nu alligevel anderledes, og det kan betyde en udvikling af de helt store på det felt.

Lagde alle kræfter i hjertebarn

Claus Elming har mange års erfaring i NFL-branchen som kommentator og træner for diverse football klubber. Da han tidligere i år sagde farvel til sin rolle som vært i programmet ‘Vild med Dans’, valgte han derfor at lægge alle kræfter i sine andre foretagender. Udover managerspillet ’NFL Picks’ står han også bag hjemmesiden gulklud.dk, som skriver om nyheder i NFL-branchen. Det var dog managerspillet, der var den fremtidige satsning, lød det fra ham:

”Team Picks er den nye store satsning, og vi glæder os til at fortælle Danmark, hvad det går ud på. Jeg kan sige så meget som, at der er folk, der vil kunne genkende navnet, og så kan de lægge to og to sammen.”

Spillet skiller sig ud fra mængden

Selvom der allerede findes diverse managerspil med fokus på NFL, bærer ’NFL Picks’ præg af et andet format. Her gælder det ikke om at satse på nogle bestemte spillere, men snarere om at satse på vinderen af hver enkelt kamp i en given runde. Desuden skal man prioritere de enkelte kampe, som man har satset på. Den kamp, som man har størst tiltro til, vil dermed blive rangeret øverst, mens kampen med mindst tiltro rangeres nederst. Herefter får man tildelt point for hver rigtig forudsigelse. Som mange andre managerspil kan man spille mod venner eller fremmede spillere. Måden at prioritere sine valg i managerspil er ifølge Claus Elming unik, og derfor forventer han ikke nævneværdig konkurrence fra spiludbydere i Danmark eller udlandet.

NFL-hjelm, pokal og penge ligger på et bord.Begyndende fokus på andre sportsgrene

I de mest populære sæsoner har ’NFL Picks’ haft mere end 20.000 deltagere. Men ambitionerne er store, og derfor har man i år valgt at satse på andre sportsgrene – herunder fodbold og cykling. Det lykkedes at få over 13.500 deltagere til at spille ’VM Picks’, mens 3.500 deltagere var med til at spille ’Tour Picks’. Ønsket var dog, at flere skulle deltage i ’VM Picks’, men holdet bag var alligevel tilfredse med antallet af spillere.

I det kommende år vil de også fokusere på andre sportsgrene og begivenheder. Det gælder bl.a. VM i herrehåndhold og EM i kvindehåndbold. Desuden vil man også kunne gætte på kampe i de bedste fodboldligaer i Danmark og England – henholdsvis Superligaen og Premier League.

Claus Elming byder også andet end sportsgrene velkommen: ”Der er ikke det spil, vi ikke kan tage med ind. Og det behøver ikke engang kun at være sport. Det kan for eksempel også være Melodi Grand Prix eller Vild med Dans for den sags skyld. Alle slags konkurrencer,” udtalte han.

Præmiepulje førte til problemer med licens

NFL Picks havde længe haft et ønske om at kunne tilbyde præmier til de spillere, som betalte for tjenesten. Det var netop dét, de forsøgte med sommerens ’VM Picks’. Men idet spillerne skulle betale et beløb for at vinde præmier, hørte managerspillet under væddemål, hvilket Spillemyndigheden pointerede. Derfor fik de aldrig testet formatet som ønsket. De måtte i stedet ansøge om en spilletilladelse, som de derefter har fået godkendt. Det vil dog altid være muligt at deltage uden at skulle betale, hvilket Claus Elming fremhæver som en force, hvis man blot vil spille med i en enkelt runde eller blot en uges tid.

Vil indtage udlandet

Udover at øge antallet af sportsgrene, som man kan deltage i, ønsker NFL Picks også at gøre sig internationalt bemærket. NFL som sportsgren har dog fortsat det største fokus, og derfor håber man på yderligere succes i efteråret. I fremtiden håber han ikke blot på succes i det danske og europæiske, men også i det internationale:

”Hvis jeg skal være rigtig ambitiøs, vil vi gerne ud over landets grænser. Så vil vi gerne ud til de andre skandinaviske lande, men også til England, Tyskland og Spanien for den sags skyld. Og skuer vi endnu længere ud i fremtiden, så er der ikke nogen, der siger, at de på det lukrative asiatiske marked ikke også kunne tænke sig at spille picks,” afsluttede han.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest

Lignende Nyheder