Bethard beklager behandling af kunde

Den svenske avis Aftonbladet kunne i starten af oktober afsløre, hvordan en tidligere VIP-kunde hos bookmakeren Bethard havde spillet for et tocifret millionbeløb og efterfølgende tabt næsten 5 millioner svenske kroner.

Den 30-årige Lukas nåede at tabe 15 millioner hos forskellige udbydere på blot et år. Nu vil Bethard se sig selv efter i sømmene.

Kvinde sidder med ansigtet i hænderne foran computeren.Spilafhængighed fik store konsekvenser

Svenskeren står nu frem med sin historie for at advare andre om den spilafhængighed, som vendte op og ned på hans tilværelse på under et år. Ifølge svenskeren står han nu tilbage uden arbejde, hus eller familie. I en periode fra januar til juni 2018 nåede han at spille for 12,8 millioner svenske kroner hos Bethard. Med baggrund i de store summer blev han internt betragtet som en VIP-kunde, som der blev kræset for i form af gaver og øget opmærksomhed fra bookmakeren. Konsekvensen af spilafhængigheden havde dog også store økonomiske følger, da det efterfølgende stod klart, at han havde tabt 4,8 millioner kroner – blot hos Bethard. Svenskeren havde eksempelvis mistet over 400.000 kroner i februar måned 2018 på en kamp mellem Barcelona og Getafe i den spanske fodboldliga.

Fik telefon og gavekort

Idet han blev anset som en vigtig kunde hos Bethard, valgte bookmakeren også at belønne spilleren undervejs i forløbet. Det kom blandt andet til udtryk gennem diverse gaver såsom et gavekort til en elektronikbutik, en iPhone X og en signeret fodboldtrøje fra den populære svenske fodboldspiller, Zlatan Ibrahimović, som også er medejer af bookmakeren. Svenskeren fik desuden kontakt til én af de to repræsentanter fra bookmakeren, som står for kontakten til deres VIP-kunder. Her handlede samtalerne ofte om deres interesser eller familielivet. Efterfølgende ser han tilbage på tiltaget med en bekymrende mine:

”Får du en VIP-manager, er det et signal om, at dit spilforbrug allerede er gået for langt”, udtalte han i forbindelse med et interview til Aftonbladet.

Direktør erkender svigt

Hos Bethard har den ulykkelige beretning vakt opsigt. Direktør hos Bethard, Erik Skarp, kommenterede efterfølgende sørgmodigt: ”Det gør mig ondt, når jeg hører sådan en historie, må jeg sige. Man bliver meget trist, når man hører om sådanne tragedier, og at vi har været med til at skabe det. Det er man ikke stolt over.”

At nogle væddemål indeholder tårnhøje summer, kan direktøren nikke genkendende til. Men Lukas’ situation burde have fået alarmklokkerne til at ringe, indrømmer Erik Sharp: ”Vi har spil i den størrelse. Det, man kan tage med sig her, er, at når spil af denne her størrelse kommer ind, så bør vi have meget bedre kontrol over de forudsætninger, kunderne har (for at spille, red.). I Lukas’ tilfælde er det vel her, at jeg rækker hånden op og siger, at vi burde have gjort meget mere og handlet meget hurtigere.”

Ifølge direktøren har Bethard op imod 30 VIP-kunder, der jævnligt er i kontakt med de to repræsentanter, som Lukas også stiftede bekendtskab med.

Segment skal granskes

I en del af den artikelserie, som Aftonbladet har skrevet, hentyder journalisten også til, at spilafhængighed ofte resulterer i ensomhed. En repræsentant fra en spiludbyder er derfor den eneste person, som man reelt kan henvende sig til, når det kommer til spillerens forbrug, antyder journalisten. Derfor stiller han spørgsmålstegn ved denne form for kontakt med kunder, som potentielt er i en sårbar position. Erik Skarp anerkender også denne problematik:

”Det er interessant, det har jeg faktisk aldrig tænkt på. Men jeg tror, at du har en stor pointe der. Med det sagt er det endnu vigtigere for os at begynde at se på, hvilke relationer vi bygger og ønsker at bygge på. Et eller andet sted er der jo tale om en forretningsmæssig relation, hvor vi har et vældigt tydeligt incitament.” Han lover desuden, at bookmakeren vil se nærmere på segmentet: ”Fra vores side vil vi gennemgå dette særlige kundesegment, VIP.” Han indrømmede, at bookmakerens to repræsentanter ikke havde nogen særlige kundskaber, når det omhandlede bekæmpelse af spilafhængighed.

Bethard allierede sig tidligere på efteråret med den svenske ekspert Magnus Rydeving, som har stor ekspertise i bekæmpelse af spilafhængighed. Han står også for at uddanne bookmakerens personale, så de kan leve op til de nye krav i den svenske spillelov, som træder i kraft ved årsskiftet.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder