Danske Spil beskyldes for at øge risikoen for ludomani

Danske Spil er kommet i en ubehagelig situation, da de beskyldes for, at deres minutvæddemål øger risikoen for ludomani. Det er Thomas Marcussen, klinikchef og forsker på Aarhus Universitet, der står bag anklagen.

Danske Spil har ellers haft stor succes med deres nye spilleside, og de hurtige spil har været en rigtig kundemagnet. Disse spil har givet Danske Spil masser af medvind på det konkurrenceprægede marked. Derfor er det uheldigt for Danske Spil, at de nu anklages for, at deres minutvæddemål angiveligt skulle medvirke til ludomani.

Hurtige og attraktive spil

Der står et timeglas i en ørken.Det er ikke mere end et år siden, at Danske Spil lancerede deres nye spilleside ved navn Youbet. Spillesiden blev lanceret i håbet om, at Danske Spil kunne tage kampen op mod mange af de internationale spillesider på markedet. Det er også gået ganske fint med Youbet, der specialiserer sig i hurtige og attraktive spilmuligheder.

Disse kaldes også for minutvæddemål. Disse spil er især populære i fodbold. Her kan der spilles på, hvem der får det næste indkast, eller hvem der scorer det næste mål inden for det næste minut. Danske Spils store satsning Youbet minder i stor grad om andre store spillesider som Unibet og Bet365. På disse spillesider er der også et utal af muligheder for at satse penge på minutvæddemål.

Det giver brugeren en unik mulighed for at spille og vinde hurtigt. Brugeren kan dermed hurtigt få udbetalt en gevinst, der er vundet på et minut. Disse såkaldte minutvæddemål og lynmarkeder er dog med til at øge risikoen for ludomani. Det advarer klinikchef og forsker på Aarhus Universitet om:

”Tempoet i de her spil stimulerer den problematiske spilleadfærd,” udtaler Thomas Marcussen, som til daglig er leder af Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitet, til dr.dk.

Danske Spils store kundemagnet

Det er ikke nogen hemmelighed, at Danske Spil har nydt godt af Youbets store succes. Det kan også ses på det store antal nye kunder, den nye spilleside har givet Danske Spil. Finans.dk melder om, at Danske Spil har fået op mod 30.000 nye kunder alene på grund af Youbet. Den store satsning må derfor siges at have givet pote for den danske spiludbyder. Thomas Marcussen er dog meget opsat på, at det er en god idé, at der holdes øje med udviklingen af denne type spil:

”Jeg mener, at man i allerhøjeste grad bør følge udviklingen tæt, da vi ved, hvordan det påvirker dem, som har problemer.”

Thomas Marcussen slår fast, at det er yderst relevant at følge disse spil, som er yderst populære lige nu. De fleste personer, som klinikken har under behandling lige nu, er blevet afhængige på grund af de hurtige spil. Det er især hastigheden af de forskellige spil, som Danske Spil kritiseres for, som andre store internationale spillesider har haft stor succes med.

Den samme succes har Danske Spil nydt godt af, men de højfrekvente spil har også sine mørke sider. Thomas Marcussen forklarer, at højfrekvente spil kan øge risikoen for spilleafhængighed:

”Hastigheden er altafgørende for, om du udvikler en problematisk spilleadfærd. Jo hurtigere spillet går, jo mere risikabelt bliver spillet.”

Det er det hurtige kick, som er med til at gøre spillene attraktive og samtidig farlige.

”De spil, som er populære blandt dem, som har ludomani, er de her hurtige betting-spil. Biologien styrer dem hen til de hurtigste spil, hvor de kan få et kick igen og igen.”

Danske spil erkender problemet

Selvom Danske Spil nyder rigtig godt af Youbets succes, så er de godt klar over problemet med spillene. Elisabeth Linding, som er CSR-ansvarlig hos Danske Spil, er enig med klinikchef og forsker Thomas Marcussen:

”Vi er bevidste om, at der nogle funktioner i de spil, der gør, at de kan være mere afhængighedsskabende. Derfor gør vi også meget for at prøve at forebygge problemet,” udtaler Elisabeth Linding, som er CSR-ansvarlig hos Danske Spil.

Ifølge Elisabeth Linding informerer Danske Spil deres kunder om, at de kan indsætte indbetalingsgrænser på deres konti. Når brugerne rammer et loft, vil de ikke kunne spille mere. Danske Spil vil til sommer gøre det obligatorisk, at alle kunder skal sætte en grænse på grund af den nye forskning på området.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder