Facebook har registreret danske børns onlineadfærd

Det er ikke ny viden, at Facebook registrerer vores adfærd på nettet af kommercielle årsager. Men nu er det altså gået for vidt, mener mange politikere. Platformen har nemlig registreret 36.000 danske børn, som har vist interesse for gambling.

Pengespil er ikke lovligt for børn og unge under 18 år i Danmark, og derfor kan man undre sig over, at Facebook overhovedet har registreret børn ned til 13 år, som interesserer sig for gambling.

Facebook registrerer børns adfærd i hele Europa

En kortlægning foretaget af radioprogrammet P1 Orientering den 9. oktober 2019 viser, at Facebook har registreret hele 740.000 mindreårige i EU, der har interesse for gambling. Det er registreret med udgangspunkt i, hvad børnene deler og liker på platformen.

Det mener Michael Bay Jørsel, som er centerleder hos Center for Ludomani, er ”fuldstændig rablende galt”.

”Hvad fanden skal Facebook bruge de her data på børn helt ned til 13 år til? Hvis de var et ansvarligt selskab, så ville de jo sætte en grænse på 18 år”, siger Michael Bay Jørsel.

Danske jurister stiller spørgsmålstegn ved Facebooks opførsel

I Danmark må man ikke gamble, hvis man er under 18 år. Derfor er det heller ikke lovligt at markedsføre pengespil til mindreårige. Det har fået flere jurister til at stille spørgsmålstegn ved, hvad Facebook skal bruge denne information til.

Lektor i persondataret på Syddansk Universitet, Ayo Næsborg, mener endda, at det kan stride imod EU’s persondataforordning. ”Man må ikke markedsføre til børn under 18 år, når det handler om pengespil. Og når man ikke må det, så har man heller ikke brug for at have de data, og så er det i strid med GDPR-loven”, siger hun til DR Nyheder.

”Når Facebook indsamler data, skal det være need to have og ikke nice to have. Facebook må ikke opbevare oplysninger om børn i fem år, for at man om fem år kan målrette en annonce med hasardspil mod dem”, siger Ayo Næsborg, og hun er ikke den eneste, som mener dette.

Facebook forsvarer sig

Flere eksperter har udtalt sig om Facebooks registrering af mindreåriges adfærd og har opfordret Facebook til at forklare sig. De har nu reageret, og kommunikationschef for Facebook i Norden, Peter Münster, har i den forbindelse fortalt P1 Orientering, at de bruger oplysningerne til at kunne annoncere for det modsatte. F.eks. kan de vise et barn med en registreret interesse for gambling en annonce om, hvordan gambling kan føre til ludomani.

Derudover understreger Peter Münster, at de ikke tillader virksomheder at målrette reklamer, som promoverer gambling til børn under 18 år. Han fortæller dog også, at Facebook bruger oplysningerne om børns interesser til at promovere og vise reklamer for gambling, når børnene er fyldt 18 år. I det hele taget mener de hos Facebook, at de overholder alle regler i forbindelse med GDPR-loven.

Flere danske mindreårige har gamblet

Mange mindreårige i Danmark har prøvet at gamble, trods loven forbyder det. I 2016 viste en undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – at hele 40 % af danske børn mellem 12 og 17 år har prøvet pengespil mindst én gang.

I takt med at der hele tiden kommer flere og flere pengespil til online, bliver det også nemmere for børnene at snyde ved bl.a. at låne en ældre søskendes eller måske en fætters NemID.

Centerleder hos Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel, er bekymret for denne udvikling:

“Der kommer hele tiden flere spil på markedet, og i takt med at der kommer flere og flere spil på markedet, og at de bliver mere og mere målrettede online, så er der altså en iboende sandsynlighed for, at flere og flere bliver spilafhængige”.

Ayo Næsborg Andersen er enig. ”GDPR bestemmer, at man skal passe særligt på børn, fordi de ikke helt kan overskue alt, hvad der sker på Facebook og andre sociale medier. Det er problematisk, at børns fortid bliver brugt til at målrette annoncer mod dem, lige så snart de fylder 18 år”, fortæller hun.

Den slags målrettet annoncering kan medføre, at de unge ender som ludomaner tidligt i deres liv, endda også med gæld, da denne målgruppe ofte eksponeres for kviklånsreklamer. Flere politikere har derfor udtalt, at de ønsker at undersøge muligheden for en regulering på området efter denne afsløring.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest

Lignende Nyheder