Danske Spil vil sponsorere stort e-sportshold

Danske Spil har skabt et e-sportsbrand ved navn eOddset, som nu har indgået et samarbejde med CS:GO-holdet. Holdet bliver jævnligt fulgt af eOddset til de mange turneringer, de deltager ved, og den nye sponsoraftale falder også i god jord hos OpTic Gaming.

OpTic Gaming er ejet af amerikanske Esports & Entertainment. Men hele CS:GO-holdet består af danske spillere, som har været med til at give aftalen opmærksomhed i medierne.

Historisk aftale

Danske Spil er stolte over deres nye aftale med det amerikanske e-sportsbrand, som skal hjælpe deres helt store satsning eOddset. Ifølge en officiel pressemeddelelse fra Danske Spil kalder Rasmus Simonsen, brandmanager hos eOddset, aftalen for historisk, da der endnu ikke er set en lignende aftale i Danmark.

”Først og fremmest er det her en stor dag for os. Det er en stor aftale, og det er et partnerskab, der ikke er set magen til herhjemme,” siger Rasmus Simonsen i pressemeddelelsen.

Rasmus Simonsen forklarer, at Danske Spil får mulighed for at komme helt tæt på det store e-sportshold.

”Aftalens grundlag og indhold er baseret på, at vi får lov til at komme helt tæt på holdet. Det er et content-partnerskab, hvor vi kommer til at have en officiel videograf hæftet på holdet til events. Det betyder, at vi med vores adgang kan give vores publikum et helt unikt indblik i, hvad det vil sige at være en del af et professionelt e-sportshold. Det flugter rigtig godt med vores ambition om at give vores kunder perspektiv og dybde – og endnu engang at vise, at Danske Spil satser massivt på e-sport,” siger Rasmus Simonsen i pressemeddelelsen.

E-sportsfans i Danmark kan dermed se frem til at få et unikt indblik i hverdagen hos et e-sportshold, som over en længere årrække har kunnet positionere sig i verdenstoppen. Denne satsning skal kunne trække flere e-sportsentusiaster til Danske Spil via eOddset.

OpTic Gaming ser frem til samarbejdet

En ung mand sidder foran en computer og spiller.Det er ikke kun Danske Spil, som jubler over den nye aftale. OpTic Gaming er også ganske begejstret for aftalen, som giver dem en god mulighed for at styrke deres position på det danske marked. Det forklarer Jacob Toft-Andersen, der til daglig er VP of Esports hos Infinite Esports & Entertainment.

”OpTic er et af de største og mest kendte e-sportsbrands i verden, men det er ingen hemmelighed, at vi ønsker at styrke vores holds position på den danske CS-scene. Vi mener, at vi har spillerne og potentialet til at indtage en stærkere position i Danmark, end den vi har nu, og det kan dette samarbejde med Danske Spil og eOddset hjælpe os til,” udtaler Jacob Toft-Andersen.

Jacob Toft-Andersen tilføjer yderligere, at det især er den overordnede vision, som Danske Spil har skabt med eOddset, som gør aftalen stærk.

”Vi deler samme vision om, at e-sport først og fremmest bygger på underholdning og fascination. Det er ting, eOddset ønsker at formidle videre til deres kundegruppe, og det er noget, som også er helt essentielt for os. Derfor er vi superstolte af den her aftale. Vi kommer til at have en unik og meget tæt dialog under aftaleperioden, så vi kan sikre os, at vi og ikke mindst fans af e-sport får det bedst mulige produkt. For det er lige præcis derfor, vi har indgået en aftale, der primært kommer til at udmønte sig i adgang til indholdsproduktion, der ikke før er set mellem hold og partner på den danske e-sportsscene.”

Hvem er OpTic Gaming?

Er det første gang, du støder på OpTic Gaming, så er det et amerikansk ejet hold, der specialiserer sig i e-sport. De har syv hold under sig, og deres CS:GO-hold består kun af danske spillere, som alle har haft stor succes på den efterhånden store Counter Strike-scene. Holdet består af Mathias ’MSL’ Lauridsen, Marco ’Snappi’ Pfeiffer, Jacob ’JUGi’ Hansen, Kristian ’k0nfig’ Wienecke, René ’cajunb’ Borg og Ismail ’refrezh’ Ali.

Derudover har OpTic Gaming hold inden for spillene Call of Duty, Gears of War, League of Legends, som er blandt de mest populære onlinespil. Her er der også store turneringer i hele verden med enorme præmiesummer. Senest spillede OpTic Gaming Call of Duty-holdet en stor turnering i London d. 5. maj 2019, hvor det blev til en tredjeplads og en præmiesum på 50.000 dollars.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder