Politikere pønser på reklameforbud

Betting-firmaer bruger stadig flere penge på markedsføring på tv og internet, og det er især taget til i løbet af det sidste årti. Samtidig melder ludomani-centrene rundt om i landet om ventelister, der er så lange, at patienter sommetider må vente måneder på behandling.

Nu melder flere politiske partier ud, at de er klar til at se på ændringer i lovgivningen.

Politiske partier: Forbyd markedsføringen

Udmeldingerne om lange ventetider hos centrene har vækket politikernes interesse. I hvert fald er både Radikale Venstre og Enhedslisten klar til at se nærmere på lovgivningen. Et komplet forbud udelukkes ikke.

”Vi er klar til at lave et forbud mod tv-reklamer, ligesom dem vi har mod tobak og alkohol,” udtalte Andreas Steenberg, folketingspolitiker hos Radikale Venstre. Der er adskillige ulemper, uddyber han: ”Vi vil gøre de ting, der virker. Vi vil meget gerne regulere det her, fordi spil skaber uafhængighed, og det skaber heller ikke nogen værdi for samfundet.”

Radikale Venstre håber på, at man kan råbe andre partier op, så de i fællesskab kan se på løsninger.

Hos Enhedslisten er man ligeledes opsat på et forbud: ”Det første vigtige skridt vil helt klart være at forbyde den markedsføring, vi ser,” udtalte Stine Brix, folketingsmedlem for Enhedslisten.

Rød bloks største parti, Socialdemokratiet, er dog lidt mere tilbageholdende. Her inviterer man til forhandlinger, som gerne skulle føre til begrænsninger i spiludbydernes markedsføring. ”Jeg synes, vi skal begrænse synligheden, og der må vi tage en politisk drøftelse om, hvordan vi gør det,” udtalte sundhedsordfører for Socialdemokratiet, Flemming Møller Mortensen.

En vægt til at veje for og imod.Uenighed hos blå blok

Selvom adskillige partier allerede har udset sig fremtidige begrænsninger, er det ikke alle partier på Christiansborg, som hilser dem velkommen. Det Konservative Folkeparti føler ikke, at der er behov for ændringer. Her er man tilfreds med liberaliseringen af markedet, som fandt sted i 2012. Derfor er der ingen planer om hverken begrænsninger eller forbud fra partiets side af:

”Jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig irriterende at se på en masse reklamer, men det er jo helt lovlige produkter, man reklamerer for. Og det er nogle, som spillemyndighederne har en god kontrol med. Det synes vi faktisk er vigtigt,” udtalte folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, Anders Johansson.

Hos det største regeringsparti, Venstre, har der endnu ikke været nogen udmelding om de fremtidige udsigter for markedsføringen.

Markedsføring er eksploderet

Da man liberaliserede det danske spillemarked i 2012 åbnede man også op for mange udenlandske udbydere. I takt med at flere aktører kom til, blev konkurrencen også intensiveret – også når det gjaldt markedsføring. Mellem 2007 og 2017 er spiludbydernes udgifter til reklamer i branchen steget markant. I 2007 brugte spiludbyderne således 77 millioner kroner på reklamer i TV, mens det beløb var steget til 280 millioner kroner i 2017. Det er ikke blot i udgifter til markedsføring, at branchen har set en vækst. Fra 2011 til 2017 steg branchens samlede bruttospilleindtægt (BSI) med 22,9 pct. eller 2,7 milliarder kroner. Det skyldes primært den omtalte liberalisering, lyder det fra Spillemyndigheden.

Andre lande bag lignende tiltag

Idéen om begrænsninger eller forbud mod markedsføring er ikke ny – hverken herhjemme eller i udlandet. I forbindelse med en ny politisk aftale skal der gøres overvejelser om et adfærdskodeks, hvor nogle af rammerne for markedsføring skal diskuteres.

I andre lande er der dog tale om adskillige begrænsninger eller deciderede forbud. I Italien underskrev den nye regering i september en aftale, som skulle forbyde samtlige spilreklamer i landet. I Australien er der også begrænsninger på markedsføringen. I marts måned 2018 blev det bestemt, at betting-reklamer ikke skulle vises under direkte sportsudsendelser. Her var begrundelsen, at man ønskede at mindske eksponeringen for børn, der så med under udsendelserne.

I Storbritannien overvejer man ligeledes, hvorvidt et reklameforbud kan komme på tale. Det store britiske parti, Labour, har allerede meldt deres hensigter ud – til stor frustration for spiludbydere som Sky Betting & Gaming. Bekymringerne lyder bl.a. på, at man risikerer at skræmme potentielle udbydere væk fra det britiske marked. Der er også fare for, at forbrugerne ender med at spille hos udbydere uden tilladelser, mener Sky Bet’s direktør, Richard Flint.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder