Spillemyndigheden åbner hotline til spilafhængige

Antallet af danskere, der har problemer med at spille, er steget fra 85.000 i 2005 til 125.000 i 2016, og det kan mærkes hos flere organisationer. Center for Ludomani er én af dem.

Samtidig er antallet af danskere, der frivilligt udelukker sig selv fra spil, også støt stigende. Derfor bydes initiativet fra Spillemyndigheden velkommen.

Hotline bliver uvildig

Tidligere har det været spiludbyderen Danske Spil, som har givet vejledning gennem hotlinen ’Ludomanilinjen’. Den tjeneste bliver dog lukket ned fra årsskiftet, da den bliver erstattet af Spillemyndighedens hotline, ’Stop Spillet’. Skiftet markerer således den første gang i Danmark, hvor en telefonlinje af den karakter bliver uvildig.

Fra den 2. januar åbner Spillemyndigheden op for tjenesten, hvor uddannet personale sidder klar til at besvare opkald fra spilafhængige eller nogle af deres pårørende. Spillemyndigheden håber på at være inkluderende med deres hotline:

”Fordelen er, at vi kan henvise bredt til alle behandlingstilbud. Vi har ikke bare et samarbejde med ét sted. Vi har et samarbejde med alle”, udtaler kontorchef hos Spillemyndigheden, Richard Nørgaard.

Det er også en force, at linjen er uvildig, lyder det fra kontorchefen:

”Nu håber vi at ramme de spillere fra alle andre udbydere, som også har behov for vejledning og rådgivning.”

Flere muligheder med ny linje

Hos Nordens største center for behandling af spilafhængige, Center for Ludomani, er man også glade for det nye tiltag. I modsætning til den tidligere telefonlinje kan man gennem ’Stop Spillet’ få nye indblik, så det eksempelvis bliver lettere at lægge mærke til et begyndende problem. En fordel er nu, at man kan benytte sig af data fra hele Danmark. Michael Bay Jørsel, Lederen hos Center for Ludomani, udtaler bl.a.:

”Nu kan vi se på, om der er noget med demografi, køn og alder, eller om der er nogle spil, der gør folk mere tilbøjelige til at blive afhængige. Det har vi ikke kunnet tidligere.”

To telefoner symboliserer hotline. Der er talebobler, så man kan se, at der stilles spørgsmål og svares.Det vil være muligt for spillere og deres pårørende at ringe til telefonlinjen på alle hverdage mellem kl. 9. og 21. For at fastlægge tidsrummet har man fået indblik i lignende tiltag fra lande som Finland og Norge.

”Når folk spiller, så har de typisk ikke lyst til at søge hjælp og vejledning. Det er først, når sandheden melder sig dagen derpå. Der er typisk tryk på linjerne mandag morgen og i de sene eftermiddagstimer”, fortsætter Richard Nørgaard.

Det er meningen, at linjen skal være åben for alle segmenter. Det kan være pårørende, som er bekymrede for deres nærmeste eller spillere, som har indset, at de lider af ludomani.

Det udgangspunkt er Kim Engstrøm, tidligere ludoman, glad for. Han har spillet i næsten 20 år, men valgte at stoppe med at spille for tre år siden:

”Jeg er ikke sikker på, hvor mange ludomaner, der selv vil ringe direkte. Men jeg tror, at der vil være mange pårørende, der ringer, fordi det kan være svært selv at tage kontakten og erkende, at man har et problem”, udtaler han.

Et givende job for de ansatte

Spillemyndigheden har fastansat to socialrådgivere og en psykolog til at besvare de opkald, som linjen modtager. Desuden vil man også ansætte seks personer på deltid. En af dem, som allerede er ansat på deltid, er Nicolai Philipsen. Han er i gang med at uddanne sig som socialrådgiver, og jobbet hos Spillemyndigheden har en dybere mening for ham:

”Det er en gruppe mennesker, jeg brænder for. Det er folk, der har nogle problemer og en afhængighed, som de ikke kan komme af med, og måske lige mangler det sidste skridt for at komme i gang”, lyder det fra ham.

Meningen er ikke, at de ansatte skal behandle gennem telefonen. I stedet skal de hjælpe med at få afklaret, om personen viser tegn på ludomani. Til trods for han ikke kan yde direkte behandling, ser han stadig frem til at hjælpe:

”Det vil give mig en hverdag, hvor jeg tænker, at jeg gør en forskel. Det giver mig en ro at komme ud at snakke med folk, der har problemer. Uanset om de er store eller små, så tænker jeg, at vi kan hjælpe dem”, afslutter han.

Ifølge Center for Ludomani kan vejledningen være en hjælpende hånd til at opdage et mønster:

”Hvis man er derude, hvor man kan se, at man taber flere penge, end man har råd til, bør alarmerne lyse. Det er altid spiludbyderen, der vinder”, afslutter Michael Bay Jørsel.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder