Bettinggiganten William Hill tildeles kæmpe bøde for brud på reguleringer

Den britiske spillemyndighed har tildelt sin næststørste bøde nogensinde til bettingvirksomheden William Hill som følge af ikke at leve op til reguleringer omkring antihvidvask og kundebeskyttelse. Bøden, der svarer til over 50 mio. DKK, tildeles efter en toårig undersøgelse foretaget af den britiske spillemyndighed, der afslører, at kunder har indsat enorme beløb og spillet for stjålne penge, uden William Hill har undersøgt sagen nærmere.

Den engelske bookmaker og sportsbetting-gigant William Hill har modtaget en bøde på 6,2 mio. britiske pund af den engelske spillemyndighed for ikke at leve op til spillemyndighedens reguleringer omkring forhindring af hvidvask og beskyttelse af kunder.

Straffen falder på baggrund af en dybdegående undersøgelse foretaget af den britiske spillemyndighed, der viste, at William Hill over to år ikke har spottet tydelige tegn på visse kunders handlinger på deres bettingside og derigennem ikke levet op til spillevirksomhedernes reguleringer omkring antihvidvask og sociale ansvar. Beløbet svarer til over 50 millioner danske kroner og er den næststørste bøde, som den britiske spillemyndighed nogensinde har tildelt i den britiske spilbranche. William Hill havde i 2016 en omsætning på næsten 14 mia. danske kroner.

Mange rygende pistoler

Fadæsen udspringer af, at William Hill ifølge spillemyndigheden har vendt det blinde øje til problematiske kunders aktiviteter på deres bettingside. Særligt 10 kunder har fået grønt lys til at indskyde store beløb at spille for uden tvivlsspørgsmål fra William Hill om, hvor pengene kom fra. Spillemyndighedens undersøgelse viste eksempelvis, at én kunde fik lov til at indskyde 4,6 mio. kr. over en periode på 14 måneder, selvom det senere viste sig, at mandens årlige indtægt var 260.000 kr. Ifølge den britiske spillemyndigheds administrerende direktør, Tim Miller, var der mange alarmklokker, som William Hill skulle have reageret på.

”Folk kunne potentielt gamble for penge, som var udbytte af kriminalitet. I et af tilfældene var penge stjålet fra et lokalt byråd,” som han udtalte til BBC Radio 4’s Today-program. Som følge af William Hills negligering af problemet, tjente bettinggiganten i løbet af to år over 10 mio. kr. på transaktionerne med de 10 kunder. Disse penge skal nu tilbagebetales sammen med en bøde på 43 mio. kr. for brud på reguleringerne.

Symptom på et systematisk problem

Logoet for den britiske spillemyndighed

Logoet for den britiske spillemyndighed, ©Gambling Commission

Ved at vende det blinde øje til – frivilligt eller ufrivilligt – profiterede William Hill på negligering af reguleringerne. Denne slags systematiske fejl er ifølge den britiske spillemyndigheds konsulent Neil McArthur meget seriøst: ”Spilindustrien har et ansvar for at sikre, at de holder kriminalitet uden for spil og tackler spilafhængighed. Som en del af det må de konstant være nysgerrige omkring, hvor pengene, de tager, kommer fra.” Spillemyndigheden ser det som bettingvirksomhedernes ansvar at overvåge snyd, hvidvask og spilafhængighed. De mener også, at William Hill fejlede i at søge information omkring kilden på de eskalerende beløb, og om hvorvidt der var tale om kriminalitet eller spilafhængighed.

I Storbritannien tager regeringen også spilafhængighed seriøst og har for nyligt forsøgt at tackle en af de mest problematiske spillemaskiner, kaldet ”fixed-odds betting terminals”. Spillemaskinen er afhængighedsdannende, ofte forbundet til hvidvask, og tillader gamblere at stakke store tab på kort tid. Et nyt forslag fra Labour-partiet vil skære maksimum-indsatsen fra 100 pund helt ned til 2 pund.

William Hill samarbejder med spillemyndigheden

Problematikken omkring William Hill imødekommes dog med fuld transparens. Bettingvirksomheden vil udpege eksterne auditører til at gennemgå deres reguleringer omkring antihvidvask og kundebeskyttelse. ”William Hill har samarbejdet fuldstændig med kommissionen gennem processen,” udtaler bettingvirksomhedens administrerende direktør, Philip Bowcock. Han siger også: ”Vi er fuldt engagerede i at føre en bæredygtig forretning, der identificerer risici og beskytter kunderne. Vi vil fortsat samarbejde med kommissionen og arbejde på at forbedre vores praksis.”

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder