Poker kan blive lovligt i Israel

Spil har generelt været et ømtåleligt emne i Israel, hvilket ofte skyldes hensyn til de religiøse kræfter og politistyrkerne i landet. Mens casinoer og dermed poker er strengt forbudt i landet, er sportsbetting og lotterier tilladt – dog med forbehold.

Selvom det officielt er forbudt, spiller israelerne alligevel lystigt videre. Nu kan en ny dom i landets højesteret bane vejen for lovlige casinoer i landet.

Højesteret: Poker kræver dygtighed

Det primære argument for et forbud mod poker har været, at det var baseret på held og ikke nødvendigvis en dygtighed, som en spiller kunne tilegne sig. Hvis en spiller har mulighed for at ændre udfaldet af spillet, er der altså mulighed for at legalisere det. Det er netop, hvad en nylig afgørelse i den israelske højesteret har afgjort. Den israelske højesteretsdommer, Neal Hendel, udtalte bl.a.: ”Kendsgerningen at mange spillere deltager i konkurrencer og turneringer år efter år styrker konklusionen om, at spillet ikke handler om held.”

Den nuværende lovgivning, hvori sportsbetting og lotterier er tilladt, har også været kontroversiel. Ifølge kritikere baserer de sig i stor stil også på held frem for reelle kundskaber. At disse spil stadigvæk er lovlige, skulle ifølge dem skyldes, at de to former for spil begge hører under et statsmonopol.

En hånd med det israelske flag påmalet gør thumbs up.

Lovforslag skal hædre pokerspillere

Som følge af den nye afgørelse har den israelske politiker fra partiet Likud, Sharren Haskel, fremlagt et lovforslag, som endeligt skal gøre poker lovligt i landet. Hvis lovforslaget bliver stemt igennem det israelske parlament, Knesset, får den israelske forening for pokerspillere nok at se til. Herefter kan de nemlig selv stå for at afholde nationale og internationale turneringer. Landets finansministerium vil komme til at stå for reguleringen af markedet, men de får også lov til at inddrage afgifter fra spillene. Sharren Haskel udtalte i forbindelse med lovforslaget: ”Israelske sportsfolk fører respekt og stolthed med sig i internationale konkurrencer. Nu hvor højesteretten har anerkendt, at pokerspillere er idrætsudøvere og ikke gamblere, skal det være tilladt for dem at øve sig i hjemlandet.”

Israel har et væld af succesfulde pokerspillere bag sig. De inkluderer blandt andet Amir Lehavot, som vandt et af de eftertragtede armbånd i den store pokerturnering, World Series of Poker, tilbage i 2011.

Forbud bliver omgået

Det vidtgående forbud mod poker er blevet omgået på mange forskellige måder gennem årene. Nogle israelere rejser f.eks. til nabolandet Egypten for at spille der. Den nuværende situation i landet har dog medført, at mange israelere ikke gør brug af den mulighed mere. I stedet vælger mange at tage til den israelske havneby Eilat. Her kan de spillelystne gå ombord på et krydstogtskib, som derefter sejler ud i internationalt farvand. På den måde undgår spillerne at blive omfattet af den israelske lovgivning.

Selvom strafferammerne i landet gerne skulle afholde fra spil i hjemlandet, sker det dog stadig. Der er et væld af ulovlige klubber, som tjener penge på de gevinster, som spillerne vinder. Spillere står til op til et års fængsel, hvis de bliver taget på fersk gerning, mens bagmændene kan fængsles i op til tre år.

Har tidligere været på tegnebrættet

Tilbage i 2015 havde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ellers spurgt landets lovgivere, om der var mulighed for at åbne landbaserede casinoer ved Det Røde Hav. Planerne var da også store. Ifølge rapporter skulle havnebyen Eilat forvandles til et resort, så det frem for alt mindede om en slags Las Vegas ved Det Røde Hav. Benjamin Netanyahu valgte at spørge landets turist- og trafikminister til råds, så de kunne vurdere, om det kunne lade sig gøre. Israels turistminister, Yariv Levin, var også glad for forslaget, som kunne tiltrække europæiske spillere til Israel. ”Som turistminister støtter jeg forslaget fuldt ud. Jeg er ikke i tvivl om, at vejen til at hjælpe Eilat økonomisk og øge antallet af turister er gennem et casino”, udtalte han dengang.

Premierministeren har i mange år været positivt stemt over for en lempelse af lovgivningen, men de storslåede planer for en opblomstring af poker i landet har sidenhen stået stille – indtil nu. De ortodokse jøder i landet har sået tvivl om spillernes moral, hvilket lagde en dæmper på planerne. Sikkerhedsstyrker i landet var heller ikke glade for forslaget. Ifølge dem er poker i høj grad blevet faciliteret af landets forbrydersyndikater, som i værste fald kunne få endnu større indflydelse.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder