PokerStars vinder retssag i delstaten Kentucky

En iøjnefaldende sag om en enorm erstatning til den amerikanske delstat Kentucky blev endnu et kapitel rigere, da PokerStars vandt en appelsag i slutningen af 2018.

Affæren trækker tråde helt tilbage til 2006, hvor PokerStars skulle have opereret ulovligt i staten. Derfor sagsøgte man spiludbyderen for et astronomisk beløb.

Sagsøgte på vegne af borgere

Det var delstatens justitsministerium, der tilbage i 2010 sagsøgte pokergiganten for 290 mio. dollars, næsten 1,9 mia. danske kroner. Det er ulovligt at udbyde online poker i Kentucky, men delstaten oplyste dengang, at 34.000 af dens borgere havde mistet over 290 mio. dollars igennem spiludbyderens hjemmeside. Forseelsen skulle være foregået over en 5-årig periode fra 2006 til 2011, men da PokerStars blev bekendt med sagsanlægget, valgte man at lukke ned for hjemmesiden i staten.

Det er en gammel statut fra 1833, som tillader borgerne i staten at sagsøge for tabte penge. Hvis personer mister over fem dollars eller mere i ulovlige sammenhænge, har de således seks måneder til at starte et søgsmål, så de kan få pengene tilbagebetalt. Hvis det ikke sker, foreskriver loven, at ”enhver anden person” har mulighed for at sagsøge modparten. Statutten giver desuden mulighed for at tredoble det beløb, som modparten skal erstatte. Lovens oprindelige formål var at sørge for, at individer eller virksomheder ikke forsøgte at omgå forbuddet mod gambling i staten.

I retsdokumenter argumenterede staten for, at man sagsøgte på vegne af de implicerede borgere, da de aldrig selv anlagde et søgsmål mod PokerStars.

Hævede erstatning betragteligt

En grafik viser en advokat, en vægt, en hammer og en lovsamling.Retssagen nåede endnu et vendepunkt i 2015. Dommeren i sagen, Thomas Wingate, anerkendte statens argument, og PokerStars stod derfor til at betale de 290 mio. dollars i erstatning. Han valgte derefter at tredoble det beløb, da han ønskede at straffe spiludbyderen for dens ”beregning om at bryde loven var godt for forretningen.”

Den samlede erstatning lød nu på hele 870 mio. amerikanske dollars, næsten 5,7 mia. danske kroner. Ud over det egentlige beløb skulle der også betales renter på 12 %, indtil beløbet var betalt. Det var spiludbyderens tidligere modervirksomhed, Amaya, selvsagt ikke tilfreds med. Ifølge deres egne opgørelser havde statens borgere kun tabt 18 mio. dollars i den pågældende periode. Erstatningsbeløbet tog heller ikke hensyn til de penge eller bonusser, som spillerne rent faktisk vandt. Amaya langede også ud efter statutten fra 1833, da den ikke tillader delstater at sagsøge om mistede penge – det er forbeholdt enkeltpersoner.

Endeligt fandt man det kritisabelt, at erstatningen kun tilfaldt staten. Ingen af de implicerede pokerspillere i staten ville således få del i erstatningen. Det fik en gruppe vrede spillere til at kræve, at enten hele erstatningen eller dele af den skulle tilfalde dem. Ifølge statens advokater var det dog et forsøg på at hjælpe pokergiganten ved at skabe furore om retssagen, da de havde kendt til den siden 2010. Amaya valgte sidenhen at appellere dommen som følge af deres kritikpunkter.

Delstat overvejer appel

I slutningen af december 2018 kulminerede sagen. Et panel af tre dommere kunne i forbindelse med appelsagen meddele, at delstaten ikke var berettiget til at modtage erstatningen. Dommerne konkluderede, at det slet ikke er tilladt for staten at sagsøge PokerStars, idet de ikke går under at være en ”person” i den pågældende statut. En af dommerne, Allison Jones, udtalte bl.a., at den enorme erstatning uden tvivl ville skræmme andre potentielle spiludbydere væk fra staten. Desuden har statens formål været i strid med statuttens egentlige mening; borgere, der mistede penge i forbindelse med ulovlige væddemål ”kunne undgå at blive fattige som følge af en spilafhængighed.”

Spiludbyderen var henrykt over afgørelsen:

”Vi er ikke kun tilfredse med, at appelkammeret fratager dommen på de 870 millioner dollars, men også med den velbegrundede udtalelse, der begrænser omfanget af den omtvistede statut”, udtalte Sheryl Snyder, som er advokat for The Stars Group. Amaya skiftede navn til The Stars Group i august 2017.

Delstaten var derimod skuffet over afgørelsen: ”Afgørelsen ser ikke ud til at tage hånd om de materielle spørgsmål i sagen, men hviler udelukkende på proceduremæssige spørgsmål”, udtalte en talsmand på vegne af staten. Kentucky har planer om at appellere sagen til delstatens højesteret ”så hurtigt som muligt.”

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder