Folketinget introducerer ændring af spillelov

Den længe ventede aftale, der drejer sig om at begrænse spilafhængighed, er nu blevet en realitet. Efter behandling i Folketinget blev aftalen vedtaget den 18. december 2018.

Enkelte elementer af aftalen bliver dog implementeret på et senere tidspunkt, meddeler Folketinget.

Ny hotline er blandt initiativerneEn medarbejder i hotline taler i telefon.

Det var tilbage i juni måned 2018, at politikerne blev enige om at ændre spilleloven. Den nye lov trådte i kraft den 1. januar 2019, og dermed vågnende Danmark op til en ny spillelov, da nytåret var overstået. Af de 107 politikere, som var til stede i salen den 18. december, stemte alle 107 for. Der har således været bred enighed om ændringerne hos partierne.

Et af de tiltag, som allerede er en realitet, er Spillemyndighedens nye hotline ’StopSpillet’. Danske spillere med en potentiel spilleafhængighed kan ringe ind til denne hotline, hvorefter de kan få vejledning af Spillemyndighedens personale. Ifølge myndigheden har personalet været gennem et vidtfavnende træningsforløb op til telefonlinjens åbning. De understreger desuden, at alle opkald er fortrolige.

Det har tidligere været spiludbyderen Danske Spil, der gennem ’LudomaniLinjen’ har stået for rådgivning af spillere. Ifølge Spillemyndigheden vil telefonnummeret på den tidligere hotline forblive uændret.

Flere praksisser bliver begrænset

De nye ændringer i loven indeholder – ud over den nye hotline – også selve finansieringen af den. Derudover forsøger man at iværksætte et mere overordnet arbejde med at bekæmpe spilleafhængighed. Et emne, som fik både spillere og spiludbydere engageret i debatten, var bl.a. en begrænsning af de bonusordninger, som spillerne bliver mødt af. I aftalen specificeres det, at spiludbydere kun må tilbyde en bonus på 1.000 kroner. Desuden må en eventuel bonus kun lyde på 100 % af spillerens indskud. Spillerne selv skal ifølge ændringerne også aktivt vurdere, hvor meget de agter at spille for i en given periode, før de kan begynde at spille.

Et andet initiativ fra politikernes side var et såkaldt adfærdskodeks. I det politiske spektrum har der været en opfattelse af, at spilreklamer har fyldt alt for meget i medierne. Derfor vil man – sammen med spiludbyderne – forsøge at nå til enighed om et regelsæt, som skal højne forbrugerbeskyttelsen.

Disse ændringer er dog ikke en del af den nuværende aftale. I stedet vil de blive introduceret gennem ændringer af bekendtgørelser på området i løbet af 2019.

På trods af pres fra Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, er spiludbydernes limiteringer af spillere ikke en del af spilleloven. Han havde ellers spurgt skatteminister Karsten Lauritzen, om det var muligt at begrænse brugen af limits i forhold til vindende spillere. Skatteministeren oplyste, at han ikke havde intentioner om at implementere ændringer på dette område.

Loot boxes bliver gransket

Ligesom Spillemyndigheden og adskillige andre organisationer er Folketingets partier også opmærksom på brugen af loot boxes og skinbetting i branchen. Partierne vil derfor forsøge at stille skarpt på den løbende sammensmeltning af computerspil og pengespil. Det gør de bl.a. ved at diskutere problematikken i EU, men også herhjemme vil man forsøge at begrænse spil med elementer som loot boxes og skinbetting. Det kan fx gøres ved at blokere for nogle af de sider, som overtræder den gældende lovgivning på området.

Grundet disse elementer ønsker aftalepartierne at iværksætte et forskningsprojekt, som skal se nærmere på de unges forhold til computerspil og i særdeleshed på afhængighed af disse spil. På nuværende tidspunkt findes der adskillige undersøgelser af voksne og unges spilleadfærd, men ingen undersøgelser af denne art vedrørende computerspil er indtil videre ført ud i livet.

Spilproducenternes brug af loot boxes er i øjeblikket et betændt emne. Så sent som i december måned 2018 advarede både Børnerådet og Center for Ludomani om den påvirkning, som elementerne har på unge computerspillere. Anne Mette Thorhauge, formand for Børnerådet, udtalte dengang:

”Det er ulovligt at tilbyde gambling til mindreårige, og det her er en form for lottospil langt ind i børnekulturen. Spillene presser børnene ud i regulær gambling, så vi skal i gang med at beskytte vores børn imod det her.”

I adskillige EU-lande ser man også med skeptiske øjne på loot boxes og skinbetting, og unionen overvejer i øjeblikket, om der skal indføres en fælles regulering af elementerne.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder