Spillemyndigheden undersøgte rekordmange sider i 2018

Lige siden liberaliseringen af det danske spillemarked i 2012 har det været Spillemyndighedens ansvar at sørge for, at spil foregik på en lovlig og fair måde.

Generelt har myndigheden opdaget færre tilfælde af ulovlige foretagender på det danske marked, men man slog alligevel rekord i året, der netop er gået. Hele 742 hjemmesider blev undersøgt for forskellige forhold i 2018 – en fordobling i forhold til 2017.

En lille hvid figur bærer et stort forstørrelsesglas.Adskillige sider blev blokeret

Ifølge Spillemyndighedens retningslinjer er et spil ulovligt, hvis det udbydes uden licens, og hvis det samtidig henvender sig til danske spillere. Hvis det opdages, at der er tale om ulovlige spil, orienterer man spiludbyderen om overtrædelsen. Gennem denne irettesættelse kan myndigheden pålægge, at spiludbyderen indretter sig efter lovens rammer.

De fleste spiludbydere sørger efterfølgende for at overholde loven, men sommetider lykkes det ikke. I de tilfælde kan Spillemyndigheden få blokeret hjemmesiden gennem retten, mens man i særligt grove tilfælde kan politianmelde bagmændene.

Ud af de 742 undersøgte hjemmesider fandt Spillemyndigheden, at 22 af dem udbød ulovlige spil – af disse blev 18 efterfølgende blokeret. Nogle af disse sider tilbød skinbetting uden en gyldig tilladelse, hvorfor danske teleudbydere blev pålagt at blokere for adgangen til dem.

Samarbejde med Skattestyrelsen giver pote

Undersøgelserne er sket i samarbejde med Skattestyrelsens antisvindelenhed. I rapporten bemærker myndigheden, hvordan ”udsøgningen” giver et godt fingerpeg om ulovlig aktivitet på det danske marked. Man gør nemlig brug af en søgerobot, som giver ”unikke søgemuligheder og effektivt afdækker et stort antal hjemmesider.”

Den benyttede søgerobot bliver desuden forbedret, efterhånden som flere udsøgninger finder sted. Ud af tre runder med udsøgninger i 2018 beskriver Spillemyndigheden i deres rapport, hvordan udbuddet af ulovlige spil i Danmark er faldende. Der er dog stadig problemer med det, der går under ulovlig formidling. Det kan være opgørelser, som omtaler en top-10 inden for spillebranchen – eksempelvis for onlinecasinoer.

Det er ikke kun de enkelte hjemmesider, der volder myndigheden problemer. I stigende grad bliver Facebook brugt som salgskanal til ulovlige spil, hvilket oftest er lotterier. På grund af denne problematik valgte man i årets løb at indgå et samarbejde med Facebook, så man hurtigere kunne slå ned på disse forseelser. Samarbejdet giver myndigheden et direkte talerør til den afdeling hos Facebook, der beskæftiger sig med tilfælde af ulovlige spil. Det har mundet ud i, at fire grupper på Facebook, som var i myndighedens søgelys, blev lukket.

Teleselskaber nægtede at blokere

Spillemyndigheden har også dedikeret en betydelig del af rapporten til problemerne med skinbetting. Denne form for væddemål går nemlig ind under de gældende regler på området, hvorfor det er ulovligt at udbyde, så længe man ikke besidder en tilladelse. Idet Danske Spil har monopol på lotterier, er det heller ikke muligt at søge om tilladelse til lotterier med skins. Man har heller ikke modtaget nogle ansøgninger på noget, der handler om skinbetting, skriver myndigheden.

Efter længere tids kamp lykkedes det Spillemyndigheden at blokere seks sider, der tilbød skinbetting i februar måned 2018. Danske teleselskaber som TDC og 3 ønskede dog ikke at blokere for adgangen. Derfor lagde myndigheden sag an mod selskaberne. Spillemyndigheden fik efterfølgende medhold i deres klage fra Retten på Frederiksberg. I kendelsen lyder det således: ”Hjemmesiderne udbyder spil i Danmark, som kræver tilladelse efter spilleloven og en sådan tilladelse foreligger ikke.”

Sager om skinbetting tager til

Udover at lave udsøgninger på gængse hjemmesider har man også lavet specifikke udsøgninger på sider, der tilbyder skinbetting. Det er dog sværere at finde frem til disse sider; derfor valgte myndigheden at programmere deres egen robot til at optrevle disse med et ”tilfredsstillende resultat” til følge.

Ifølge rapporten forventer Spillemyndigheden at blokere endnu flere sider i 2019. Her ventes det, at der skal blokeres 20 til 25 hjemmesider med relation til skinbetting.

Myndigheden venter også, at et mere overordnet arbejde med at få mindsket skinbetting bliver diskuteret på den politiske scene i løbet af året. I forbindelse med en netop indgået aftale om spilafhængighed ønsker politikerne at se på forholdet mellem computerspil og gambling, hvilket Spillemyndigheden også er meget optaget af. Det er ofte en yngre målgruppe, som bliver lokket af disse elementer, hvilket beskrives som ”særligt bekymrende” i rapporten.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder