Et modspil til spiludbydernes reklamer

I Storbritannien er der netop blevet lanceret en reklamefilm, der skal nedbringe risikoen for, at briter placerer et impulsivt væddemål, hvor de prøver at vinde tabte penge tilbage. Reklamen skal være med til at give storspillere muligheden for at tænke sig om en ekstra gang, inden de placerer et væddemål.

Reklamerne vil komme til at rulle over skærmen ved diverse live sportsbegivenheder vist på TV. Derudover vil reklamerne også køre på sociale medier.

En reklame med et klokkeklart budskab

Det er organisationen GambleAware, der står bag denne reklame, der skal være et modspil til spiludbydere, der prøver at lokke spillere til at foretage et impulsivt væddemål. GambleAware er en velgørenhedsorganisation, der beskæftiger sig med undersøgelser, uddannelse og behandlingsservices i forbindelse med ludomani.

Organisationen har fået produceret en reklamekampagne med navnet ”Bet Regret”. I kampagnen er der lagt stor fokus på de følelser, spillere kan opleve, når de placere et impulsivt væddemål for at vinde penge tilbage.

Denne reklame giver et klokkeklart budskab til spillere, der prøver at hente tabte penge hjem med impulsive væddemål. Det er denne adfærd, der blandt andet kan udvikle sig til ludomani.

En mand i sort tøj spiller på sin mobil.En reklamekampagne, mange kan relatere til

Reklamekampagnen forsøger at gengive en situation, som mange ludomaner og andre storspillere med en risiko for udvikling af ludomani kan relatere til.

Reklamen udspiller sig i en stue, hvor et kærestepar sidder og ser tv. Manden, som hedder Nathan, går nu ud i køkkenet for at placere et væddemål på en fodboldkamp på sin mobiltelefon. I et splitsekund bliver Nathan ført fra køkkenet og hen til kampen, hvor han står på siddelinjen med tre kommentatorer.

Kommentatorerne stiller spørgsmål til, hvorfor Nathan overhovedet ville placere et væddemål, når han allerede har tabt en del penge. Derudover spørger de ind til, om Nathan virkelig tror, at han kommer til at vinde sine penge tilbage. Et splitsekund efter står Nathan tilbage i køkkenet.

Denne kampagne er blandt andet blevet kaldt ”banebrydende” af sports- og civilsamfundsminister Mims Davies. Hun håber, at denne kampagne kan være med til at sætte mere fokus på spillere med risiko for at blive spilafhængige. Derudover håber hun også, at det kan få problemspillere til at genoverveje at placere et impulsivt væddemål, når de står i situationen.

En undersøgelse med skræmmende resultater

Reklamekampagnen udspringer af en undersøgelse, som GambleAware har foretaget. Undersøgelsen viste, at 58% unge, britiske mænd nogle gange foretager impulsive væddemål. Derudover viste undersøgelsen også, at 47% af unge, britiske mænd bruger penge på væddemål, som de egentlig ikke burde spille på.

63% af de adspurgte i undersøgelsen mener, at der er for mange bettingmuligheder. Dertil mener 67%, at det store udbud af bettingudbydere gør det mere tilgængeligt at placere et impulsivt og uovervejet væddemål.

Undersøgelsen er baseret på en stikprøve på 600 britiske mænd i alderen 16-44 år. Undersøgelsen og reklamekampagnen er blandt andet indirekte finansieret af spiludbydere på det britiske spilmarked. Fra de britiske myndigheders side er det nemlig bestemt, at spiludbydere på det britiske marked skal betale en afgift. Denne afgift samles i en pulje, som går til bekæmpelse af ludomani.

Ikke samme krav i Danmark

I Danmark har vi endnu ikke set en lignende reklamekampagne som den, GambleAware netop har lanceret i Storbritannien. Derudover er der heller ikke kommet afgifter og bestemmelser af lignende karakter, som det er tilfældet i Storbritannien. Der er dog kommet flere forslag om, at der skal foretages nogle reguleringer i spilmarkedet, som har skabt røre i andedammen.

Danske Spil startede med at komme med forslag om, at TV-reklamer fra spiludbydere skulle forbydes i forbindelse med sportsbegivenheder i TV. Dette forslag har blandt andet resulteret i, at politikerne har taget affære. Dog ikke med et lovforslag til følge endnu.

De danske politikere har i stedet bedt spilbranchen sammen med Spillemyndigheden om at komme frem til et adfærdskodeks. Dette adfærdskodeks skal give bedre forhold for forbrugerne. Heriblandt er der netop tale om at skære ned på omfanget af reklamer fra spiludbydernes side.

Spilbranchen har endnu ikke fået et adfærdskodeks helt på plads, da der er uenigheder på visse punkter. Politikerne er dog klar til at træde til, hvis der ikke opnås enighed om et adfærdskodeks. Får spilbranchen og Spillemyndigheden ikke udfærdiget nogle konkrete spilleregler, vil der komme lovændringer på banen, der kan regulere markedet i den ønskede retning.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder