Spilreklamer bliver begrænset i Storbritannien

Efter megen politisk skepsis tager de største spilselskaber i Storbritannien nu selv affære og vælger at begrænse mængden af reklamer på TV i et betydeligt omfang fra 2019.

Selv prominente personer i industrien har presset på for at dæmpe mængden af reklamer, som mødte de britiske TV-seere.

90 minutter dannede grundlag

Der har i flere måneder været pres på spiludbydere som bet365 og William Hill fra politisk side. Så sent som i september 2018 valgte det britiske parti, Labour, at sætte mængden af reklamer på dagsordenen i britisk politik. Formålet var at bandlyse alle former for reklamer i forbindelse med direkte sportsbegivenheder. Partiets næstformand, Tom Watson, kaldte det dengang en ”akut sundhedskrise” for hele befolkningen.

En rapport, som var bestilt af Labour, viste nemlig, at man havde identificeret 430.000 borgere med en form for spilafhængighed. 25.000 af disse spillere med problemer var blot 16 år eller yngre.

Labour ønskede også at bandlyse brugen af kreditkort til at betale for væddemål, mens spiludbydere også skulle pålægges yderligere afgifter.

Et stort, tomt fodboldstadion.Sportsgrene og væddemål har dog traditionelt set gået hånd i hånd i landet, hvor fodbold står ud som en vigtig industri. Således har næsten 60% af fodboldklubberne i landets to bedste rækker en spiludbyder som navnesponsor på deres trøjer. På grund af de økonomiske interesser var det således fodboldens verden, der stod overfor en økonomisk lussing som følge af et forbud.

Labour var også oprørt over en opgørelse, som viste, at tv-seere var blevet ”bombarderet” med spilreklamer under VM-slutrunden i Rusland tidligere på året. I alt havde man vist næsten 90 minutters deciderede spilreklamer til de fodboldglade seere. Den store mængde reklamer var med til at ”normalisere” sportsbetting, udtalte flere organisationer.

Forebyggende tiltag fra spilselskaber

Furoren blandt befolkningen og politikerne fik derfor en sammenslutning af spilselskaber til at se sig selv efter i sømmene. Sammenslutningen, som går under navnet ’The Remote Gambling Association’, udtalte i november 2018, at de var ”meget opmærksomme på de offentlige bekymringer.” Til et bestyrelsesmøde satte de sig derfor til at diskutere tiltag, som kunne implementeres. Det inkluderede bl.a., at man ville bandlyse alle spilreklamer før kl. 21 alle ugens dage. Spiludbyderne overvejede også at begrænse mængden af reklamer i pauser og under selve spillet. I den forbindelse udtalte sammenslutningen, at det var for tidligt at gisne om de endelige tiltag, før en årlig evaluering af reglerne var gennemført.

I starten af december måned kunne sammenslutningen så meddele, at man var blevet enige om et forbud mod spilreklamer, der vises under de direkte sportsudsendelser. Reglerne skulle samtidig gælde for genudsendelser, mens bookmakernes sponsorater af sportsprogrammer også skulle begrænses. Det eneste der manglede for at indføre de forebyggende tiltag var en endelig godkendelse fra en anden sammenslutning af fem øvrige foreninger, ’The Industry Group for Responsible Gambling’, også kaldet IGRG.

Tilfredse parter i branchen

En uge senere kunne IGRG så bekræfte, at ændringerne ville træde i kraft fra sommeren 2019. Begrænsningerne ville i øvrigt supplere nogle af de øvrige ændringer, som tv-selskaber som Sky allerede havde planer om at indføre. Organisationer, politikere og spillemyndigheder var hurtige til at byde tiltaget velkommen. Formanden for IGRG, John Hagan, udtalte bl.a.:

”Vi mener, at dette i sig selv er en milepæl, da vi stræber efter at tilbyde et stadig sikrere spillemiljø, som oddsere og den bredere befolkning forventer, og som er så vigtig for vores fremtidige succes og bæredygtighed for vores branche.”

Fra det politiske spektrum var der også ros, hvilket den britiske kulturminister, Jeremy Wright, satte ord på:

”Spilselskaber, der forbyder reklamer på tv under direkte sportsbegivenheder er et velkomment skridt, og jeg er glad for, at sektoren styrker sig selv og reagerer på offentlige bekymringer. Det er vitalt, at børn og sårbare mennesker er beskyttet mod truslen om skader forårsaget af spil. Virksomheder skal være socialt ansvarlige”, udtrykte kulturmisteren.

Formanden for den britiske spillemyndighed, Neil McArthur, har længe været efter spiludbydernes reklamer. Derfor var han også glad for ændringerne:

”Dagens meddelelse er et vigtigt fremskridt til at demonstrere, at dette er en industri, der begynder at lytte til sine kunder og den bredere offentlighed. Det er også betydningsfuldt, da det demonstrerer værdien af samarbejdet på tværs af virksomheder og på tværs af sektorer for at gøre gambling mere retfærdig og sikker. Jeg håber, at dette kan bruges som en model for fremtidige foranstaltninger i industrien til at begrænse og forebygge skader”, lød det.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder