Rapport: Undgå live-dækning af tennis på lavere plan

Tennis har længe været det sorte får i sportens verden, når man omtaler matchfixing, hvilket adskillige rapporter gennem årene har understreget.

Det seneste skud på stammen peger også på en række løsninger, som kan mindske tilfælde af matchfixing i sporten.

Tilfælde skiller sig ud

Tre silhouetter af tennisspillere.Gang på gang har tennis skilt sig ud i opgørelserne over matchfixing, og det udgør et troværdighedsproblem i professionel tennis. De mange tilfælde fik fire af de største organisationer inden for tennis til at nedsætte et panel, som skulle se nærmere på årsager og mulige løsninger. Panelet, som går under navnet Independent Review Panel (IRP), indledte deres arbejde i 2016 og præsenterede deres endelige rapport i december måned 2018. Panelet har forsøgt at favne bredt, så alle interessenter blev hørt i sagen – nationale forbund, myndigheder og spiludbydere blev således adspurgt om aspekterne ved matchfixing.

Ydermere har man interviewet over 100 personer, mens et spørgeskema er blevet besvaret af over 3.200 tennisspillere på alle niveauer. Endelig har man også involveret eksperter med et indgående kendskab til branchen for at belyse problemerne. Arbejdet er mundet ud i 12 forslag, som kan nedbringe tilfælde af matchfixing i sporten.

Mange udgifter fremmer matchfixing

Rapporten nævner en række årsager til de mange tilfælde, som skader sportens integritet. Sporten har mange uforudsete omkostninger for spillerne, hvilket gør det fristende for dem at acceptere aftaler om matchfixing. Den nuværende struktur i sporten gør, at det kun er nogle hundrede spillere, som kan få deres udgifter dækket. Rapporten bemærker, at der er over 14.000 ”professionelle” tennisspillere, og det er majoriteten af disse spillere, som har svært ved at dække deres omkostninger. Panelet understreger, at der ofte er et stort skel mellem gevinster og tilmeldingsgebyrer.

Sportens natur gør det let for bagmænd at ty til lyssky forretninger. Det er kun én spiller, der skal overtales, og det er svært at opdage tilfælde af matchfixing, idet mange kampe foregår uden tilskuere. I tennis er det også almen praksis, at en spiller opgiver at spille en kamp færdig eller pludselig falder i niveau, hvilket gør det svært at opdage reelle tilfælde af matchfixing.

Live-betting og live-dækning af kampe har også forværret problemet med matchfixing, konkluderer rapporten. Det er således blevet muligt at vædde på tusindvis af kampe, hvilket gør det muligt for både spillere og officials at indgå i korruption.

Data skal begrænses

Derfor foreslår panelet, at både live-data og live-dækning af kampe på lavere niveauer forbydes. Det drejer sig specifikt om turneringer med en præmiesum på 15.000 dollars – næsten 100.000 danske kroner. Et andet forslag lyder på, at spiludbydere ikke skal have lov til at sponsorere turneringer. Panelet erkender også, at problemet har mange facetter, og der findes således ingen simpel løsning. Alligevel foreslår man, at den overordnede indsats mod matchfixing skærpes ved bl.a. at ansætte mere personale og ved at tilføje flere midler til sporten.

IRP fremlagde i april 2018 en foreløbig rapport, hvor nogle forslag går igen. Dengang anbefalede panelet, at man skulle forbyde live-dækning af tenniskampe med en præmiesum på 25.000 dollars, ca. 160.000 kroner, men det krav er tilsyneladende blevet lempet.

Hos Sportradar, som er datapartner for Det Internationale Tennisforbund (ITF), er man ikke ellevilde med de nye anbefalinger. Deres kritik omhandler i særdeleshed panelets fokus på de lavere niveauer i tennissporten. I stedet ønsker de en mere fokuseret tilgang på tværs af alle niveauer. David Lampitt, direktør for ”Group Operations” hos Sportradar, udtaler bl.a.:

”På baggrund af vores erfaring fra mere end et årti, hvor vi har investeret i de bedste programmer til bekæmpelse af korruption i sporten, anbefaler vi en målrettet indsats, hvor de vigtigste interessenter samarbejder og investerer i opklaring, forebyggelse og uddannelse frem for forbud. Det er den mest effektive vej fremadrettet for alle niveauer.”

Han bemærker, at de ser frem til at arbejde videre med at beskytte sporten mod korruption og matchfixing.

Organisationerne ITF, WTA, ATP og folkene bag de populære Grand Slam-turneringer har efter offentliggørelsen af rapporten udtalt, at de vil bestræbe sig på at efterleve panelets anbefalinger.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder