Google blokerer hjemmesider efter russisk pres

De russiske myndigheder er ikke glade for gambling, og det fik søgegiganten Google også at mærke henover vinteren.

Her var man stærkt utilfreds med, at Google stadig lod gambling-sider figurere på deres oversigter, når de russiske spillere benyttede sig af tjenesten. Efter adskillige bøder og trusler om retssager valgte de dog alligevel at indordne sig.

Strenge regler i landet

Rusland har i mange år haft et broget syn på gambling. I de seneste år reflekterer lovgivningen de mere konservative værdier, som præger landet. Således er gambling kun tilladt i bestemte områder af landet, men de ligger meget afsides fra store dele af befolkningen.

Kravene strækker sig også fra det fysiske til det digitale. Landet har strenge krav til de virksomheder, som leverer søgeresultater til borgerne. Her er det en forudsætning, at de blokerer for ”uønsket” indhold, som eksempelvis baserer sig på gambling. Det er her, at den russiske telekom-vagthund Roskomnadzor kommer ind i billedet.

Roskomnadzor har i flere måneder forsøgt at få Google koblet op til landets informationssystem, FGIS, så man gennem det fælles register, ”Unified Register of Prohibited Information”, automatisk kunne udelade uønskede sider. Russiske operatører som Yandex og Mail.ru har allerede koblet sig op på registret.

En masse løftede pegefingre stikker op af jorden.Lagde sag an mod Google

Søgegiganten valgte dog ad flere omgange at overhøre vagthundens bøn om de mange blokeringer. Det fik Roskomnadzor til at lægge sag an mod Google for deres uvilje, hvilket kunne betyde en bøde på 700.000 rubler, eller hvad der svarer til over 10.000 amerikanske dollars.

Roskomnadzors souschef, Vadim Subbotin, havde inden da mødtes med repræsentanter fra Google i et håb om, at de ville tage endnu et skridt mod reklamer for gambling. Her var det i form af blokering for fildelingssider, som ofte reklamerede for gambling. Russisk lovgivning tillader nemlig, at hjemmesider kan blokeres uden en retskendelse. I stedet er det hjemmesidens ejer, som skal bevise, at man har efterlevet den gældende lovgivning.

Sagen nåede sin midlertidige afgørelse i midten af december, da en bøde på 7500 dollars blev præsenteret for Google. Det var et stykke under det maksimale bødeforlæg, hvilket fik analytikere til at overveje, om vagthunden forsøgte at vise beherskelse overfor søgegiganten – måske i et forsøg på at indlede reelle forhandlinger.

Afviste ikke yderligere skridt

Men Roskomnadzor havde tilsyneladende fået nok af Googles uvillighed. Vagthundens direktør, Alexander Zharov, beklagede sig efter bøden over de mange spildte forsøg på at overtale dem. Han afviste ikke, at man ville gå endnu hårdere til værks:

”Det er for tidligt at sige, om det blot vil være store bøder eller bøder, som er baseret på virksomhedens omsætning. Jeg mener, at vi bør overveje forskellige muligheder, hvor vi tager hensyn til andre statslige organer og deres meninger.”

Russiske lovgivere overvejede blandt andet at øge størrelsen af bøderne betragteligt. Det skulle give virksomhederne et større incitament til at følge landets lovgivning. Man overvejede specifikt, hvorvidt man skulle introducere bøder på en procent af virksomhedernes årlige omsætning. I Googles tilfælde ville det betyde en bøde på næsten 6,5 millioner dollars, idet deres årlige omsætning i landet lyder på over 640 millioner dollars. Roskomnadzor fortalte endda til det russiske nyhedsbureau Interfax, at man ville overveje at blokere for søgegigantens domæne gennem lov. Rusland har tidligere blokeret prominente hjemmesider. I 2016 gik det blandt andet udover det sociale netværkssite LinkedIn.

Google gik med til krav

De bebudede indgreb havde tilsyneladende en effekt på Google. I starten af januar kunne russiske medier meddele, at søgegiganten omsider var begyndt at blokere for de hjemmesider, som forbrød sig mod loven. De valgte heller ikke at appellere den bøde, som de var blevet idømt. Det var en succes for vagthunden, som dog stadig ser på Google med skeptiske øjne. Søgegiganten skulle således have indtil slutningen af februar til at bevise, at man har efterlevet samtlige af vagthundens krav. Hvis det ikke er tilfældet, vil det betyde, at blokeringen af Google i Rusland muligvis bliver en realitet.

Roskomnadzor står ugentligt for at blokere flere tusinde hjemmesider, som blandt andet har med onlinecasino at gøre. Opgørelsen for 2018 viste, at man har blokeret for 130.000 hjemmesider. Det var en fordobling i forhold til året før, hvor antallet lød på 63.000. Vagthunden ville ikke afvise, at tallet ville stige yderligere i 2019, idet et nyt og mere effektivt værktøj ville blive taget i brug i jagten på de omstridte hjemmesider.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder