Canadiske Stars Group lader opkøb af britisk aktør vente på sig

Nærbillede af en hånd, som holder en bunke spillekort med billedsiden nedad.Navnet ’PokerStars’ siger nok en del af de spillelystne noget, når de hører det. Den populære udbyder af online pokerspil er den største online aktør inden for online poker og står for to-tredjedele af det samlede marked heri. Mastodonten, som ejer brandet, Stars Group Inc., besluttede i april måned at lægge et bud på britiske Sky Betting & Gaming, som har fodfæste i det europæiske marked. Men teknikaliteter kan nu besværliggøre den langsommelige proces.

Da man i april måned udsendte pressemeddelelsen vedrørende det kommende opkøb, lød buddet på 4,7 milliarder dollars, hvoraf det samlede beløb skulle betales med både kontanter og aktieandele. Men nu har Stars Group foreslået at udstede yderligere aktier til offentligheden. Kapitalen fra udstedelsen skal bruges til at finansiere noget af opkøbet, som man ofte ser det i forbindelse med ekspansion eller ved opkøb af andre virksomheder. Stars Group ønsker også at sprede risikoen til flere investorer, og de vil samtidig tilbyde flere fordele til de største investorer. Man vil først udstede 15 millioner aktier, hvorefter en anden runde skal udbyde 6 millioner aktier. Stars Group understreger også, at opkøbet på ingen måde er fuldendt endnu.

Opkøbet skal sikre konkurrenceevnen

Det planlagte opkøb skal ses som et led i et ønske om at forblive konkurrencedygtige på det lukrative spillemarked. Opkøbet vil således ende med at gøre Stars Group til en af de største aktører på verdensplan, og nyheden om den potentielle konsolidering fik da også aktien til at hoppe gevaldigt tilbage i april måned. Aktien steg med 10%, da selskabet gjorde deres intentioner klare, hvilket fik virksomhedens samlede værdi til at nærme sig 5 milliarder dollars.

Stars Group vil udvide forretningsområderne

Diversifikation til forskellige forretningsområder er også på dagsordenen for Stars Group. Virksomheden har tidligere været meget afhængig af pokerspil i forskellig art, og diverse pokerspil stod i 2017 for to-tredjedele af deres samlede omsætning. Denne branche er dog meget ustabil og er også offer for stagnation, hvilket blot har tilskyndet det mulige opkøb. Man forsøgte i 2016 at opkøbe rivalen William Hill for at udbyde andre tjenester, men handlen blev aldrig gennemført. Det kommende opkøb vil for alvor medføre, at man gør entré i andre brancher. Opkøbet vil sørge for, at 60% af omsætningen vil basere sig på casino-spil og sportsbetting, mens omkring 40 procent vil begå sig på pokerspil. Lige nu er tallene helt omvendte, og det er altså den tendens, som man vil vende hurtigst muligt.

Positionerer sig til entré på nye markeder

Stars Group har historisk set kun opereret på det amerikanske marked, men med opkøbet af det britiske Sky Betting & Gaming kan man nu endelig gøre indtog på det europæiske marked. Med opkøbet sikrer man sig adgang til det lukrative britiske marked for spil, som er det største regulerede betting-marked i verden. Sky Betting har også set en rivende udvikling inden for casino-spil og sportsbetting i henholdsvis Italien og Tyskland, som også bliver beskrevet som lovende markeder. Det er med udgangspunkt i disse succeser, at man spændt venter på et potentielt startskud til et amerikansk eventyr. De amerikanske stater har i vid udstrækning mange restriktioner på sportsbetting. Virksomheden venter stadig på den endelige afgørelse fra en dom i den amerikanske Højesteret, som kan bane vej for en bestandig markedsandel. Administrerende direktør for Stars Group, Rafi Aashkenazi, udtalte tidligere i april måned til analytikere, at ”For hvert nyt marked der åbner op, tror vi på, at vi kombineret set har en stærk position til at erobre markedsandele – USA inkluderet. Men den udløsende faktor var ikke det amerikanske marked.”

Stars Group kan nyde godt af forarbejdet

Stars Group kan også få adgang til en stor andel af nye kunder, som Sky Betting & Gaming har kapret igennem de sidste år. Ifølge analytikere har virksomheden været gode til at fastholde kunderne til deres casino- og pokerspil gennem deres brug af teknologi og marketing, som beskrives som nogle af deres vigtigste kompetencer. Virksomheden gik fra at være den syvende eller ottende største udbyder på det britiske marked i 2011 til at være den tredjestørste i 2017.

Fik du noget ud af artiklen her? Så del den med dine venner.
Share on Pinterest
There are no images.

Lignende Nyheder